Te Matcha Latte: Kilde til energi, fokus, sund krop og flot hud.
Te Matcha Latte, te med højt koffeinindhold.
Pulverdrik, Superfood eller Kostilskud – Hvad er Matcha?
Normalt forbinder vi te med tørrede urter, frø, bær og blade, der frigiver deres næring, når de aktiveres af kogende eller blot meget varmt vand afhængigt af type.

Te Matcha Latte har alle dage været kendt som kilden til ro og velvære indhyllet i vigtige mineraler og næringsstoffer. Særligt grøn te har været hyldet for sine mange gavnlige egenskaber, der rummer alt fra at give en indre dybderens til at fungere som slankete og endda være et alternativ til den folkekære kaffe grundet sit koffeinindhold.
Særligt sidstnævnte er en af de mange egenskaber, matcha bliver hyldet for og anvendt til.
Den delikate matcha te kræver andre forhold end sine tesøstre og -brødre. Lad os først kigge lidt på matchaens oprindelse og historie.
Hvad er matcha te godt for?
Matcha (抹茶), som udtales mahtja, er en japansk te. Den har været kendt i Japan siden det 12. århundrede og produceres på en helt særlig måde, som jeg senere vil komme ind på.
Selvom matcha traditionelt forbindes med Japan og deraf japansk tradition, oprinder den i virkeligheden fra Kina.
Her var det helt almindeligt at drikke te allerede i det 8. århundrede, og i de følgende århundreder begyndte kinesiske zen-munke at brække stykker af te-kager (dampede og tørrede grønne teblade, der blev omformet til kager med henblik på at blive opløst i vand).
De afbrækkede stykker begyndte zen-munkene at male til fint pulver for derefter at blande det med varmt vand og piske i en skål.
Ligesom Christoffer Colombus opdagede chilien, da han på sin opdagelsesrejse mod Indien i stedet stødte på Amerika, opdagede den japanske zen-mester Myoan Eisai matchaen på en rejse i Kina.
Da han vendte tilbage til Japan i 1191, begyndte han at sprede ordet om den magiske matcha te – ikke bare som en vigtig del af meditation og zenbuddhisme, men også som kilden til fokus og et godt helbred.
Om dette er en skrøne eller holder vand, skal vi senere se på.

Hvor kineserne fortsatte med at drikke te, men i højere grad af sorter som sort te og oolong, tog japanerne i høj grad matchaen til sig.
Faktisk i så høj grad, at den etablerede sig som en del af den japanske kultur og endda var overklassens foretrukne tetype.
Produktionen af matcha te begyndte i Japan i 1190’erne og blev løbende blevet forfinet og raffineret til de produktionsmetoder, vi også ser og kender i dag.
Hvad er matcha lavet af?
Den metode, matchaproducenterne anvender i dag, trækker tråde hele vejen tilbage til det 16. århundrede, hvor man opdagede den særlige tana-metode.
Japanerne opdagede, at når tebuskene groede i skygge, gav det teen en bedre smag.
Teen bliver simpelthen mildere og samtidig mere fyldig i smagen end ved te, der er groet på marker under direkte sollys.
Af samme årsag tildækkes buskene, der har lagret masser af næring, når forårssæsonen indtræder.
Fordele ved skykkeproduktion
Når tebuske vokser i sollys, koncentreres mængden af en specifik gruppe katetiner ved navn epigallocatechin-3-gallate (også kaldet EGCG), som er gavnlige gennem deres antioxiderende effekter.
Det er hverken farligt eller usundt at indtage te med en høj grad af EGCG.
Antioxidanter er en gave til kroppen.
Katekiner har dog en bitter smag, som undgås gennem tana-metoden. Her følger den lidt nørdede årsag til, at vi gerne ser en lavere mængde af katetiner, når det lige kommer til matcha te:

Normalt vil fotosyntesen omdanne aminosyren l-theanin til katekiner, men for at opnå en balanceret matcha, øges i stedet mængden af l-theanin gennem tana-metoden.
Denne aminosyre har en sød smagsprofil modsat katetiner.
Ved at gro tebuske i skyggen opnås således en balance mellem det søde og det bitre samtidig med, at planten koncentrerer sine mange næringsstoffer i bladene, som vi senere hen får gavn af, når vi drikker teen.
Hvordan Produceres Matcha Te?
Tebladene, der på dette tidspunkt kaldes tencha, skal processeres hurtigt – inden for 24 timer, efter de er blevet plukket! Herefter dampes de, og stamme og årer (de små ledningsstrenge) fjernes.
Herefter tørres bladene, og vi har nu de klassiske tørre teblade, vi kender fra butikkerne. Nu nås produktionens sidste led: pulveriseringen. Tebladene pulveriseres i stenmøller, og transformationen er fuldendt. Produktet kan nu kaldes for matcha.
Hvilke slags matcha latte & te findes der?
Matcha te fås i forskellige kvaliteter til forskellige formål og henseender.
Der findes ceremoniel matcha.
Dette er den fineste type matcha, der også bruges under den japanske teceremoni og anvendes kun til at drikke.
Ceremoniel matcha består af de mindste, yngste og fineste topskud fra teplanten, hvor stamme og årer naturligvis er fjernet.
Farven er klar grøn, og smagen er frisk og mild.
Pulveret er meget fint. Dette er naturligvis den dyreste form for matcha – særligt hvis du skal købe en af ordentlig kvalitet.
Og det skal du selvfølgelig, hvis du vil have den ægte matcha-oplevelse.
Hvis du ikke føler for at spendere de (ofte mange) kroner, ægte ceremoniel matcha koster, kan du vælge premium matcha.

Dette er stadig matcha af rigtig fin kvalitet, idet det er den næstfineste form for matcha. Denne kan både bruges til drikke og til madlavning.
Som med al matcha te af god kvalitet er den frisk grøn i farven, ligesom den ceremonielle, men dog en smule grovere i teksturen.
Hvis du i højere grad vil anvende matcha til madlavning end til at drikke, kan det være rart for pengepungen at købe den følgende version af matcha. Premium matcha til madlavning er naturligvis kræs for dine råvarer og smagsløg, for ikke at tale om den højere mængde næringsstoffer, men den mere økonomiske version følger her.
Matcha til madlavning er den billigste version af de tre og er fin til Matcha Latte. Denne er mere bitter end de øvrige og ikke lige så blød og afrundet en oplevelse. Dermed kan den konkurrere med de øvrige smage i maden.
Denne type matcha hedder lidt forskelligt på japansk. Hold øje med navne som kakō-yō matcha (加工用抹茶), kōgyō-yō matcha (工業用抹茶) og shokuhin-yō matcha (食品用抹茶).
Hvordan opbevares matcha te bedst?
Det er vigtigt, at du opbevarer din matcha te på køl. Enhver (te)butik med respekt for sig selv har sin matcha stående på køl.
Teen behøver ikke stå ved de fem grader, som vi typisk justerer vores køleskabstemperatur efter, så længe den bare står nedkølet.
På den måde holder den sig frisk.
Hvor finder jeg matcha te af god kvalitet?
Jeg har smagt matcha fra alverdens producenter i meget varierende kvalitet – både som matcha te og matcha latte.
Desværre har jeg erfaret, at selv anerkendte butikker og cafeer som oftest sælger matcha af ringe kvalitet. De er ikke bevidste om opbevaringen af teen – og da slet ikke hvad matcha egentlig er for en størrelse.
For at være ærlig brød jeg mig ikke om matcha te, de første gange jeg smagte det. Hverken lugten, smagen eller teksturen.
Det ændrede sig den dag, jeg på min daværende arbejdsplads blev introduceret til matcha latte lavet på matcha fra Singh Tehus i København. De ansatte og ejerne har en enorm viden om te i alle afskygninger. Fordi deres matcha til madlavning er af så høj kvalitet, har jeg længe anvendt denne til min daglige matcha latte.
De anbefaler dog, at du vælger premium eller ceremoniel kvalitet, hvis du laver matcha te på traditionel vis, altså med vand. Der er ganske givet andre dygtige tehandlere i Danmark – dette er dog de eneste, jeg på nuværende tidspunkt kan stå inden for. Denne anbefaling er på ingen måde associeret med eller betalt af Singh Tehus, men blot en personlig anbefaling på baggrund af ubetinget gode oplevelser. Deres matcha er ikke billig, men du får absolut, hvad du betaler for.
Dette skal du være opmærksom på når det kommer til Matcha Te.
Matcha Te er blevet en eftertragtet vare de seneste år, og med god grund. Teen findes endda på dagligvarebutikkernes hylder. Der er flere ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil have en matcha af god kvalitet.
Jeg vil her nævne nogle af de punkter, du skal have fokus på.
Desværre er der ikke reguleringer ift., hvornår noget kan klassificeres som ægte matcha. Derfor sælges meget grønt tepulver, der reelt ikke er matcha. De bærer navnet og går til en pris, der matcher det.
De færreste kender forskellen på god og dårlig matcha. Derfor kan visse producenter profitere på et produkt, der er af ringe kvalitet eller endda kan kategoriseres som falsk markedsføring.

Vær opmærksom på farven. Matcha skal have en nærmest elektrisk, klar grøn farve. Hvis din matcha er mørk og grøn-brun, mat grøn eller gulgrøn, er der ikke tale om en god kvalitet. Dette indikerer, at matchaen er blevet eksponeret for sollys og har mistet nogle af de mange gavnlige næringsstoffer.
Vær opmærksom på smagen. Den skal være cremet og nærmest sød – ikke bitter.
Vær opmærksom på opbevaringen – står den på køl?
Vær opmærksom på smagen. Nogle matchaproducenter gøder desværre deres teplanter med fiskeben og okseben, hvilket giver en smag derefter. Jeg kan ikke anbefale at købe denne slags.
Hvor produceres Matcha Te?
Vær opmærksom på producentland. Idet matcha Te er i høj kurs ses bl.a. masseproduktionsplantager i Kina og Indien, hvilket presser prisen på matcha fra de japanske familier, der har forfinet og videregivet kunsten af skabe matcha te fra generation til generation.
Din matcha te bør komme fra Japan – og vel at mærke et område langt fra Fukushima. Nishio og Uji står for 80 % af produktionen og betragtes som topproducenter.
Vær opmærksom på emballage.
Din matcha Te bør være i en tindåse uden at ligge i en pose. Dette indikerer, at matchaen er friskkværnet og dermed har en holdbarhed på 2 uger til 2 måneder for ideel friskhed. Købes matchaen omgivet af aluminium eller plastik (tindåse eller ej) indikerer det, at den forventes at stå længe på hylderne. Du har således ikke garanti for friskhed – til gengæld garanteres du ringere kvalitet og mindre for pengene.
Hvad skal jeg bruge for at lave Matcha Te?
Traditionelt drikkes matcha af en skål, og du skal derudover bruge en lille si, en særlig bambusske kaldet chashaku og et bambuspiskeris kaldet chasen.

Hvordan laver jeg Matcha Te?
To skefulde svarer til et gram matcha.
Typisk bruges et til to gram te til en kop (to gram = ½ teske).
Om du ønsker den stærkere eller mildere version, er op til dig selv – du får stadig de mange gode egenskaber med i købet.
Hold en si over din teskål og brug skeen til mildt at hjælpe matchaen gennem sien, så den bliver helt findelt. Hæld nu 60-80 ml varmt, men ikke kogende, vand i skålen.
Vandet bør være 80 grader.
Pisk matchaen med chasen i højt tempo og zigzagbevægelser. Når pulveret er rørt ud, og du har en skummende, dybgrøn te i din kop, er den klar.
Nyd din matchastund.
Hvordan laver man Te Matcha Latte?
Du kan med fordel erstatte vandet med varm mælk eller plantedrik for en endnu mere cremet oplevelse.
Hvis du er på farten eller ikke ejer det særlige piskeris, men derimod er den heldige ejer af en mælkeskummer, kan du alternativt blandet mælk og matcha te og lade mælkeskummeren gøre arbejdet for dig. Du snyder dog dig selv for den sanselige oplevelse det er at lave en kop matcha te eller latte i traditionel forstand.
Du kan overveje at eksperimentere med andre krydderier som et supplement til din matcha latte. Jeg er selv glad for en dråbe pebermynteolie eller en smule honning. Vær opmærksom på, at din matcha latte ikke er for varm, da det vil ødelægge de mange gode næringsstoffer, honningen indeholder.

Hvad er Matcha Te godt for?
Den klare grønne farve indikerer en høj mængde af klorofyl.
Jo grønnere desto mere klorofyl, hvilket er gavnligt for leveren og dens udrensende funktion.
Ydermere er det en super potent antioxidant, der også øger dit energiniveau for at nævne få af mange gode egenskaber.
Matcha er generelt høj i antioxidanter – katetiner tilhører samme kategori.
Antioxidanter er vigtige, fordi de hjælper med at stabilisere frie radikaler, som kan skade cellerne.
hvad er matcha te godt for?
Når du drikker tørret te, indtager du de næringsstoffer, der frigives i tevandet, men når du drikker matcha, indtager du hele bladet og dermed al den næring, det rummer, og deraf får du flere katekiner (EGCG) og antioxidanter end ved en dampet te. Mængden af EGCG er op til 137 større i matcha.
Et studie på mus, der fik Matcha tilskud.
Et studie på mus, der fik matcha tilskud, viste øget antioxidant aktivitet og reducerede skader på baggrund af frie radikaler.
Matcha øger dine kognitive funktioner. Forskere har blandt andet fundet, at teen øger dit fokus, din reaktionsevne og hukommelse. Dette skyldes også den ift. grøn te mere koncentrerede mængde af koffein, helt specifikt 35 mg per gram.
Mængden af l-theanin øger effekten af koffein ved at fremme parathed og mindske det styrtdyk i energiniveauet, der kan følge af at indtage koffein – f.eks. når man drikker en kop kaffe.
L-theanin øger alfabølge-aktiviteten i hjernen, hvilket kan give en følelse af afslappethed samtidig med, at det sænker stressniveauerne.
Nogle studier viser, at det at drikke grøn te bidrager til hjertesundheden, idet det både sænker totalt og det ”dårlige” LDL-kolesterol samt triglycerider. Idet matcha og grøn te har lignende næringsmæssige profiler, kan matcha ligeledes bidrage med disse egenskaber.
Fordi matcha og grøn te kommer fra den samme plante, må det også antages, at matcha har samme gode egenskaber ift. vægttab, som grøn te ekstrakt har. Herunder evnen til at øge stofskiftet samt fedtforbrændingen, som kan hjælpe med vægttab.

Matcha er gavnligt for huden, idet den stimulerer elastin produktion og hudens elasticitet, hvilket i samspil med bekæmpelsen af frie radikaler bl.a. kan forebygge solskader, tør hud og rynker.
Du kan med fordel lave en ansigtsmaske ud af teen og drage nytte af de antiinflammatoriske og antibakterielle egenskaber.
Kan Matcha Te erstatte kaffe?
Matcha Te eller Matcha Latte kan med fordel erstatte din(e) daglige kop(per) kaffe. Begge har et højt koffeinindhold, men koffeinniveauet i kaffe er højere og sparker hurtigt ind. Her får du energi i 1-3 timer.
I matcha te er koffeinniveauet lidt lavere, men det er stadig en te med højt koffeinindhold, som til gengæld frigiver koffeinen langsomt i kroppen grundet vores ven l-theanin.
Du opnår både en blidere stigning og neddykning i energiniveau, idet matcha giver dig 4-6 timers energi.
Læs også her på siden: Slut med Søvnløshed, Søvnunderskud og andre søvnproblemer.
Summasumarum – snip snap snude…
Videnskaben bakker med flere studier op om, hvad zen-munkene allerede vidste for århundreder siden; at matcha te rummer en lang række sundhedsmæssige egenskaber både for hud, krop, hjerne og sind. Drik den, spis den, brug den i hudpleje – uanset hvordan du anvender matcha i din dagligdag, kan den kun gøre dig godt. God fornøjelse!
Artiklen er skrevet af:
-Mia Lomholdt Tvede
Vil du også skrive for Personligpower.dk, så send os en mail.
Du finder oplysningerne under “kontakt”.